Jim Laugesen om familie og sport: Giv plads og hold afstand

“Hold jer væk, forældre!” – Jim Laugesen med en klar dom over curlingkulturen i sportens verden

Når Jim Laugesen, tidligere topbadmintonspiller og nu sportsnørd med kommentatormikrofonen i hånden, melder sig ind i debatten, spidser vi ører. Han er typen, der med jysk tyngde og tør humor leverer et sideskævt take på sportens kulisser – ikke mindst når det gælder det mest betændte emne af dem alle: forældre på sidelinjen.

Og lad os bare sige det, som det er: Han er lidt træt af dem.

Holger Rune og mor-gate

Anledningen til, at Jim Laugesen for nylig hev fat i emnet, var det mediestormblæste optrin mellem tennis-wunderbaren Holger Rune og hans (altid passionerede) mor, Aneke Rune. Under French Open var det tydeligt, at der var mere end bold og baghånd i spil – nemlig mor og søn, frustrationer og coachingforslag midt i kampens hede. Twitter elskede det. Internettet krummede tæer. Og eksperter kom på overarbejde.

Jim Laugesen? Han sad og så hele kampen… og rystede lidt på hovedet. I et længere skriv på Badmintonbladet.dk hamrer han sødt, men bestemt, til curlingforældrene: “Lad ungerne klare det selv. Lad dem tage bussen til turnering. Tag ud, og lad dem løse problemerne selv.”

Kort sagt: Stop med at være backstage manager på livet – de unge skal stå foran scenen selv.

Hvad handler det egentlig om?

Det er ikke bare en mavesur kommentar fra en tidligere sportsmand, der savner 90’ernes benhårde mødebøger og glemte drikkedunke. Det er et opråb.

Jim mener, at forældre alt for ofte fastholder deres børn i et hamsterhjul af afhængighed og præstationspres – pakket ind i velmenende snackposer og krammere efter nederlag. Og det gælder ikke kun i badminton: fodbold, gymnastik, e-sport, dans – you name it.

Og han taler af erfaring. For Jim Laugesen har selv haft den karriere, der begyndte med svedige halgulve og endte med EM-guld og karrieresløjfe hos TV 2 Sport. Han har set det hele. Og han har set det gå galt, når forældrene begynder at drømme mere end børnene selv gør.

“De skal ikke leve op til deres forældre. De skal være glade. De skal indgå i et fællesskab. De skal lære at tage ansvar,” skriver han. Og sender dermed også et lille stik i retningen af de forældre, der mener, man ikke kan få DGA-license uden at have sin mors yogaåndedræt i øret før kampstart.

Det vidste du (måske ikke…): Jim, Anne og familiebalancen

Ironisk nok er Jim Laugesen ikke en mand, der peger fingre uden selv at kigge i spejlet. I et interview på Aviz.dk åbner han og hans partner, Anne, op om deres egen rolle som forældre – og om, hvordan de forsøger at støtte uden at overskride. Det er den der balance mellem at være tryghedsnet og alligevel give plads til, at balleten også indeholder frie fald og solo-koreografier.

Der bliver blandt andet sat ord på, hvordan forældres egne ambitioner ubevidst kan smitte af og forme børns tilgang til sport – eller i værste fald kvæle glæden. Det gør Jim og Anne ekstra opmærksomme på, hvornår man skal støtte… og hvornår man bare skal holde kæft og give plads.

Og når selv eksperterne kæmper for at finde dén balance, kan vi dødelige nok også godt tillade os at være ærlige: Det er ikke nemt. Det ér fristende at løbe hen over banen med overtøjet, en Bamse fra Tiger og et hjerteslag, der galoperer hurtigere end spillerens.

Skal man hoppe med på bølgen?

Hvis du selv er far, onkel eller bare er hende veninden, der tager for meget ejerskab over lille Villads’ FIFA-karriere, så kunne det være, du skulle lytte lidt til Laugesen.

Altså, vi siger ikke, at du skal droppe det hele. Men måske skal du – næste gang ungen skal til turnering – bare nøjes med at pakke en god madpakke, give et high five… og så ellers lade dem sejle alene ud på det bølgede sportslivs-hav.

Ingen redningsvest. Kun erfaringer og energi-drink i tasken.

Og faktisk? Så er det måske netop der, de lærer at svømme bedst.